Gratis koncert fra kanalrundfartsbåd

Fredag d. 7 august kan du finde os i Københavns Havn 17.30 – 19.30 

I en tid hvor kunsten og kulturen er hårdt ramt, ønsker vi i Kammerkoret CAMERATA at være med til at sikre, at musiklivet i København fortsat kan blomstre og være til glæde for københavnerne.

Derfor giver vi i uge 32 musikalsk førstehjælp til den CORONA-syge storby med en række udendørs koncerter på bl.a. plejehjem, kollegier og i parker.

Hele foråret har vi eksperimenteret med at lave musik på distancen gennem forskellige digitale medier og formater. Men fysisk samvær blandt sangerne og med publikum kan ikke erstattes. Derfor har vi tænkt helt nyt!

Med Kammerkoret CAMERATAs sommerkoncerter 2020 udvikler vi en række forskellige udendørs koncertformater, som fungerer trods epidemien, og som følger myndighedernes retningslinjer.

Fredag d. 7. august kl. 17.30 til kl. 19.30 går det løs i Københavns Havn: Koret skal sejle rundt i de august-lune fyraftenstimer og sprede glæde med danske og svenske sommerklange, som vil bølge ind over badegæster og øldrikkende folk på kajen.

Musikken er festlig og sommerlig af blandt andre Svend S. Schultz, Carl Nielsen, Jørgen Jersild og Hugo Alfvén.

Projektet er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *